Psykiatri
Psykiske sygdomme - forskellen mellem mænd og kvinder
Af Karin Garde og Jes Gerlach
Det første man hæfter sig ved, når man møder et andet menneske, er, om det er en mand
eller en kvinde, en dreng eller en pige. Derefter lægger man mærke til andre kendetegn,
fx alder, hudfarve og beklædning. Kønnet kommer i første række.
Vi er godt på vej til ligestilling mellem kønnene i det danske samfund. Mænd og kvinder
skal have samme rettigheder og samme pligter. Men samtidig ved vi godt, at vi er forskellige,
både i social, psykisk og biologisk henseende. Hjernen og kroppen er forskellig, og
hormonerne er forskellige.
Forskellen mellem kønnene kommer tydeligt til udtryk, når det gælder psykiske sygdomme
som skizofreni, depression og angst eller personlighedsforstyrrelser, ADHD og misbrug.
Sygdommenes hyppighed, symptomer og behandling varierer. Mænd lever i højere grad
et hårdere liv, drikker, går til grunde, begår selvmord og dør gennemsnitligt fem
år før kvinder, der til gengæld er mere ængstelige, deprimerede, spiseforstyrrede
og pilleforbrugende end mænd.
For behandlere på ethvert plan er det vigtigt at have kønsforskellene for øje, når
man møder sin patient, sin bruger eller klient. Men det er lige så vigtigt, at brugerne
og de pårørende har denne viden og erkender deres særpræg og særlige talenter. Bogen
henvender og derfor både til behandlere (herunder læger, psykologer, socialrådgivere,
ergoterapeuter, fysioterapeuter, sygeplejepersonale og medarbejdere i socialpsykiatrien)
og til brugere og deres pårørende. Desuden er bogen udtænkt alle mennesker med interesse
for deres medmennesker og for samspillet mellem de to køn.


